Til cancer.dk
Mia skulle nyde barslen med sin baby. I stedet blev hun ramt af en sjælden kræftdiagnose, ingen havde hørt om.
Lægen bevæger ultralydsscanneren langsomt rundt på Mias mave. Den appelsinstore klat inde i hendes livmoder ser nærmest uhyggelig ud, da den toner frem på alle skærmene rundt om briksen.
- Er du sikker på, at du ikke kan være gravid? spørger lægen igen.
Mia nikker. Ingen chance. Hun forstår slet ikke, at de bliver ved med at stille det samme spørgsmål. Det er kun fem måneder siden, hun fødte sønnen Liam – og hun ligger jo kun i undersøgelsesrummet nu, fordi hun har kraftige blødninger i underlivet.
Lægen svarer ikke med det samme. Hun bliver stående et øjeblik, før hun lægger scanneren fra sig og forklarer, at hun gerne vil have et par kolleger til at se med
I løbet af få minutter træder flere hvidkitlede ind i det mørke undersøgelsesrum. Rundt om Mia står nu en afdelingslæge, to overlæger og tre sygeplejersker. Alle stirrer stift på de sort-hvide billeder, der flimrer over skærmen.
Så sender den ene Mia et hurtigt smil. Måske for at berolige hende. Men smilet er så flygtigt, næsten mekanisk, at hun straks forstår, at noget er helt galt. At det, alle i rummet har blikket rettet mod, ikke er en blodrest fra graviditeten. Hun skal ikke bare have en udskrabning.
Mia fryser. Hvis det ikke er blod. Ikke væv. Hvad fanden er det så, der ligger derinde?
Hvad den appelsinstore klat inde i Mias livmoder er, vender vi tilbage til. Men først spoler vi tiden to måneder tilbage:
Mia vågner langsomt og kigger med tunge øjne på uret – den er endnu ikke fem. En bølge af kvalme skyller ind over hende, og hun synker tilbage mod hovedpuden med et suk. Er det bare træthedens ubarmhjertige pris som nybagt mor, eller er hun ved at blive syg?
Kvalmen fortsætter, og få dage senere kommer svimmelheden. Over de næste par uger bliver det bare gradvist værre. Tanken om en hel dag alene med Liam føles uoverskuelig. Hun kan kun lige ligge på gulvet og dikke med ham. Om eftermiddagen står hun nærmest klar i dørtærsklen til at aflevere Liam til kæresten Jeppe, der kommer hjem fra arbejde.
En lørdag formiddag henter parret kaffe fra deres yndlingscafé og triller af sted med barnevognen. Måske kan det friske vejr gøre noget godt. Undervejs taler de om at nyde barselstiden, som aldrig kommer tilbage. At de skal hanke op i hinanden og mærke, hvor store underværker sådan en simpel tur kan gøre.
Men de når ikke længere end hundrede meter ned ad stien, før Mia pludselig trækker ind i hækken og kaster op.
Hun har allerede været ved lægen flere gange. Alt ser fint ud – blodprøverne er normale.
Liam er kun fire måneder, da Mia får sin menstruation igen. Det undrer hende. Flere steder har hun ellers læst, at amning forhindrer cyklussen. Men det er en skrøne, forklarer lægen.
Mia bløder kraftigt i flere uger, men får at vide, at den første menstruation godt kan være uregelmæssig. Samtidig mærker hun en tyngdefornemmelse i underlivet og smerter i lænden. Hun går både til gynækologisk fysioterapeut og til osteopat. Intet hjælper.
På det tidspunkt er der ingen, der kan se sammenhængen i alle symptomerne. Alligevel går lægen endelig med til at henvise hende til en gynækolog.
Da Mia ligger i det mørke undersøgelsesrum med benene i bøjlerne, har hun blødt uafbrudt i to måneder.
Alle læger i rummet er enige: Mia skal have en MR-scanning hurtigst muligt og en blodprøve, der måler hendes graviditetshormon. Ikke fordi de stadig mistænker, at hun er gravid, men fordi høje målinger af hormonet kan være en vigtig indikator på, at noget er galt.
Dén sidste fredag i november 2024 husker alle med en klarhed, der næsten gør dagen levende igen. Det er Black Friday, og Jeppe er som altid bundet til kontoret på mediebureauet til sent på aftenen. Derfor har Mia sine forældre med på hospitalet til det, de troede, var en udskrabning.
I telefonen prøver Mia at forklare Jeppe alt, hvad der er sket. Ordene hænger bare ikke sammen. Hun er både forvirret og chokeret. Til sidst bliver de enige om at mødes derhjemme.
Mens de går det hele igennem udenfor på vejen, væk fra hjemmets larm, ringer Mias telefon. Det er hospitalet med svar på blodprøverne: hendes hormonværdier er tårnhøje – dobbelt så høje som under en normal graviditet.
Men, siger lægen:
- Vi ved ikke med sikkerhed, om det er kræft. Slå koldt vand i blodet, indtil vi har det samlede billede.
Selvom det er lettere sagt end gjort, vælger de at lytte til lægen. MR-scanningen er først i næste uge. De kan ikke gå i stå indtil da. Så Mia holder fast i sin middagsaftale med pigerne i aften, og Jeppe tager tilbage på arbejde, mens mormor og morfar passer Liam som aftalt.
Under middagen mærker Mia, at hun ikke kan lade være. Hun må sige det. Men ordene vil næsten ikke over hendes læber:
-Piger, jeg har måske kræft, siger hun så.
Alle skynder sig at sige, at det nok ikke er noget. At det nok skal gå. Men midt i alle de velmenende ord mærker Mia et lille stik af ensomhed.
Det er første, men ikke sidste gang, følelsen suser gennem hendes krop.
Om morgenen onsdag den 3. december 2024 vågner Mia igen med kvalme og svimmelhed. Det føles dobbelt så slemt som normalt. Hun pusler Liam færdig, mens hun venter på, at mødregruppen kommer. Pludselig kaster hun op i blespanden.
Mødregruppen når kun at være der et par timer, før Mia sender dem hjem igen. Hun har så høj feber, at hun ringer til Skejby Sygehus, som siger, hun bare skal komme.
Mens Mia desperat prøver at få fat på bedsteforældrene, der skal passe Liam, sidder lægen på Skejby Sygehus med gårsdagens scanningsbilleder på skærmen foran sig.
Hun er ikke længere i tvivl. Mia har Choriocarcinom. En sjælden, aggressiv kræftform, som ofte opstår efter graviditet. Klatten inde i livmoderen er en appelsinstor ondartet tumor på 8 x 9 cm.
Det forklarer både Mias kraftige graviditetssymptomer og blødningen: kroppen tror, den er gravid, og forsøger samtidig at afstøde den fremmede tumor.
Dagen efter skal Mia opereres. Lægerne vil gerne have tumoren ud med det samme, hvis de kan.
Mia er stadig tung og omtåget af narkosen, da hun åbner øjnene i hospitalssengen. Loftet over hende flyder lidt sammen, mens hun prøver at fokusere.
Langsomt glider en skikkelse ind i hendes synsfelt. Det er Jeppe. Han bøjer sig ind over sengen og aer hende over panden.
- Den er ude, siger han storsmilende. Mia kniber øjnene sammen for at se ham klart.
- Ej, det må du altså ikke joke med, svarer hun i total benægtelse.
Men den er god nok: lægerne har fjernet hele tumoren. Den var heldigvis ikke vokset ind i omkringliggende væv.
Fredag aften får Mia lov til at tage hjem til Liam. Mandag starter behandlingen. Der venter hende et forløb med både kemo og immunterapi. Parret bliver forberedt på, at det bliver hårdt.
- Og du skal melde til din arbejdsplads, at du ikke kommer i de næste par måneder, siger lægen med et smil til Jeppe.
Den weekend er den værste. Selvom lægen har fortalt, at prognoserne er gode, kan Mia slet ikke tage det ind. Hun googler ’Choriocarcinom’ på livet løs. Men informationen er sparsom - og det, hun finder, hjælper slet ikke.
Hver gang hun ser Liam, bryder hun sammen. Hvad nu, hvis hun ikke får lov til at se ham vokse op?
Mia er stadig tårevædet, da bilen triller ind på sygehusets parkeringsplads. Et skilt peger mod “Onkologisk afdeling”. Ordene rammer hende som en hammer i maven.
Det er så uretfærdigt. Hun skulle jo være på barsel med Liam, trille barnevognen fra den ene café til den anden, mødes med mødregruppen over nybagte boller.
I stedet sidder hun i en kold, grå læderstol i kemostuen til den første af mange behandlinger.
Jeppe viger ikke fra hendes side. Hverken den dag eller i månederne, der følger:
Det er ham, der uden at kny overtager alt det praktiske, så Mia udelukkende skal bruge sin energi på at blive rask. Han ringer til hendes leder, taler med HR, laver hente- og bringeskemaer til familie og venner, så der altid er nogen med til behandling. Han holder styr på kalenderen, skriver med veninderne, aftaler besøg, ordner hjemmet og handler, så alt glider.
Alt imens overtager han barslen og er verdens bedste far for Liam.
Det betyder alt for Mia. At vide, at Liam har det godt, når hun ikke selv kan være der, giver hende en tryghed, intet andet kan opveje.
Mia ved, at Jeppe selv er i sorg. Alligevel er han der bare. Han tilsidesætter sine egne følelser og behov for at passe på dem. For hende er det en vaskeægte heltegerning:
- Han er min superhelt, siger hun med et varmt smil.
Mia er overbevist om, at hun ikke var kommet så godt igennem uden Jeppe. Han gjorde det hele nemmere.
Især når han insisterede på at gøre hendes timelange behandlinger lidt hyggeligere ved at møde op med kaffe, kage og Liam på armen. Når han morgen og aften trøstede hende i de perioder, hvor hun var hårdt ramt af behandlingernes bivirkninger. Eller når han fik hende til at føle sig elsket, selv når hun ikke længere kunne kende sig selv i spejlet, grundet hårtab.
Selvom Jeppe er trådt til som en slags superhelt, har Mia alligevel følt sig ensom i sin sygdom. Den er så sjælden, at der kun ses meget få tilfælde i Danmark hvert år. Hun har ingen at spejle sig i og ingen at dele erfaringerne med. Ingen historier om livet efter kræften, der kan give hende håb.
På Facebook skriver Mia til Ung Kræft, Kræftens Bekæmpelses fællesskab for patienter mellem 18 og 39 år.
Hun vil gerne i kontakt med ligesindede. Snakke om at være nybagt mor og samtidig have kræft. Om ensomheden, når samtalerne i mødregruppen falder på babyer, der kun vil deres mødre, og om sorgen over at skulle bruge hele sin barsel på sygdom.
Der er desværre ingen med hendes kræftform.
Men på et rehabiliteringshold møder Mia en kvinde, hvis allerførste barselsboble også brast, da hun fik kræft.
Hun har hverken samme kræftform eller alder som Mia. Alligevel er det rart endelig at tale med nogen, der har været igennem det samme følelsesregister som hende.
I dag er kræften væk. Mia afsluttede sin behandling med kemoterapi og efterfølgende immunterapi i sommeren 2025.
Hverdagen begynder så småt at ligne sig selv igen. Jeppe er tilbage på arbejde, og siden september er Mia langsomt begyndt at vende tilbage til jobbet som manager i detailkæden Søstrene Grene.
Liam stortrives i vuggestuen. Overordnet har Mia det godt, selvom hun stadig døjer med ’kemohjerne’, der gør, at hun hurtigt bliver overvældet og træt i hovedet.
Mia har ikke lyst til at spekulere over, hvad der ville være sket, hvis hun ikke havde holdt fast i sin mavefornemmelse og krævet en henvisning.
Når tanken alligevel trænger sig på, lader hun den få plads. For det har været et voldsomt forløb, og barslen, hun mistede, kommer aldrig igen. Sorgen skal have lov at bo i hende.
Men oplevelsen må ikke stå alene i mørke. Mia har brug for at omsætte den til noget meningsfyldt og bruge sin historie positivt.
Hun ved, at forskningen har reddet hendes liv og givet hende en ny chance.
Sidste år tog hun derfor aktivt del i Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling. Sammen med Liam og Jeppe oprettede hun en digital indsamling og gik fra dør til dør med bøtten. I alt indsamlede de over 40.000 kroner.
Den 19. april gør de det hele igen.
For i takt med, at hun får det bedre, vokser trangen til at give noget tilbage og hjælpe andre. For Mia handler det ikke kun om penge – det handler lige så meget om fællesskab og at fortælle andre, der står midt i det, at de ikke er alene.
Sammen med Liam og Jeppe håber hun at kunne inspirere andre til at gøre det samme:
- Mange er alligevel ude at spadsere sådan en søndag. Hvorfor ikke gøre det for et godt formål? Det lille håb, som du kan skabe på 3 timer, betyder mere, end du tror. Please, please, please, tilmeld dig, lyder hendes opfordring.
Hvert år får 4.447 mennesker i Danmark en sjælden kræftdiagnose. Det kan give helt særlige udfordringer, fordi der ikke er den samme viden og det samme fællesskab som ved mere udbredte kræftformer. I dette tema kan du møde dem, der forsker i, behandler og lever med sjældne kræftdiagnoser. Find alle artiklerne her:
Tema: Sjældne kræftformer