Livet efter analkræft: Mit bedste råd er at holde humøret oppe

- På det tidspunkt kunne jeg hverken sove ordentligt, arbejde uden smertestillende eller gå på toilettet, fordi det gjorde så ondt. 

De første undersøgelser

På hospitalet skal Gitte have lavet en rektaleksploration. Det er en undersøgelse, hvor lægen undersøger de nederste 10 cm af endetarmen med sin finger. 

Med sin gode veninde Charlotte i hånden, lægger Gitte sig op på briksen. Tårerne løber ned ad hendes kinder af bare smerte, imens lægen prøver at undersøge endetarmen. Det ender med at lægen afbryder undersøgelsen, fordi det er for smertefuldt for Gitte. I stedet vil de undersøge hende med MR-scanning.

Allerede dagen efter MR-scanningen skal Gitte til den opfølgende samtale. Om morgenen ringer en sygeplejerske fra afdelingen. Hun vil sikre sig, at Gitte er informeret om, at det er en god ide at have en pårørende med. 

- Jeg blev vildt bekymret over, at hun ringede. Jeg tænkte, at der vel var en grund til, at de skulle sikre sig, at jeg havde en pårørende med.

- Jeg græd indtil min veninde Karina og jeg kørte afsted mod sygehuset. Og da jeg så lægen, begyndte jeg at græde igen. Jeg var så nervøs for, hvad han skulle fortælle mig.

”Det ligner fanden”

Gitte holder Karina i hånden, da lægen spørger hende, om hun selv har gjort sig nogle tanker om, hvad det kan være. Hun svarer, at hun tror, at det er kræft, de skal snakke om.

- Det er ikke for at male fanden på væggen, men når vi kigger på dine billeder, så ligner det fanden, der sidder der, siger han.

Han uddyber, at de ikke kan sige noget sikkert ud fra scanningsbillederne, og at hun derfor bliver henvist til Vejle sygehus, hvor lægerne vil undersøge hende nærmere og tage en biopsi af knuden. 

Der går omkring en uge fra Gitte får taget biopsien, og til hun igen sidder foran en læge. Hun har Karina ved sin side, da lægen fortæller, at hun har analkræft. 

- Da jeg får at vide, at det er kræft, der har jeg mere eller mindre allerede lagt mig selv i graven.

- Jeg gik hele tiden og håbede på, at der ikke ville være noget at fortælle dem. 

Men nu er svaret kommet, og hun aftaler med Daniel, at de skal tale med børnene lørdag formiddag.

- De har fundet en dum knude, og den skal vi bare have styr på, forklarer Gitte til børnene. 

Et øjeblik er der helt stille rundt om bordet. 

- Er det kræft? Spørger Emil, imens han kigger bestemt på sin mor.

- Skal du dø af det, mor? Spørger Anton bekymret. 

Gitte prøver at bevare roen og fortæller børnene, at der er så meget, de skal nå at opleve, så derfor synes hun, at de skal vælge at tro på, at hun ikke skal dø af kræften. 

Hun husker, hvordan Silke blev helt stille og ikke sagde et ord.

Gitte understreger overfor børnene, at der hverken er dumme eller forkerte spørgsmål. De må spørge om hvad som helst. Hun lover dem, at de nok skal finde ud af det sammen. 

- Det værste i hele forløbet har været at skulle fortælle børnene det. Jeg kan tydeligt huske deres ansigtsudtryk.

"Ikke det fedeste at tale om"

Gitte snakker åbent om det meste, og det vil hun også gerne i den her situation. 

Overfor familie og tætte veninder har hun kunnet tale frit om det hele. Men noget har været anderledes, når folk længere ude i hendes omgangskreds har spurgt ind. 

- Det hele er jo foregået et ret privat sted. Jeg har godt kunne mærke, at det ikke har været det fedeste at tale om. 

- Alt efter hvem jeg har talt med, så har jeg tilpasset min forklaring af sygdommen. Alle har fået det samme at vide, men nogen på en mere skånsom måde end andre.

Tidlig overgangsalder og ændringer i sexlivet

Gitte har fået 30 strålebehandlinger, hvor hun sideløbende har fået kemopiller, og så har hun fået to gange intravenøs kemoterapi. 

Hun fik sin sidste behandling i sommer, og de næste fem år skal hun gå til opfølgning. 

Som følge af behandlingen er Gitte gået i overgangsalderen. 

- Det har jeg det egentlig fint med, men hvis jeg ikke havde nået at få børn, så havde situationen været en helt anden. 

De 30 strålebehandlinger i Gittes bagdel har også ramt hendes underliv og skadet slimhinderne i skeden. Det betyder blandt andet, at hun har sværere ved at blive fugtig ved seksuelt samvær.

- Mit og Daniels sexliv har ændret sig. Det er noget andet end før, og vi er nødt til at være mere forsigtige, ellers føles det som om, jeg går i stykker indeni, fordi mine slimhinder er blevet skadet. 

På sygehuset får Gitte udleveret en hegarstav, der kan justeres i størrelsen. Personalet forklarer, at hun mindst to gange om ugen skal stimulere sit underliv i 10 minutter – for hvis hun ikke gør det, kan det vokse sammen på grund af de skadede slimhinder.

- Jeg kan sagtens mærke, hvis jeg ikke har gjort det, så det er noget jeg bare skal gøre resten af mit liv. 

Skamfuldt ikke at have kontrol over sin krop

Inden behandlingen har det – som for de fleste andre – været muligt for Gitte at holde sig, når hun har mærket, at hun skulle af med afføring. Men efter behandlingen er det anderledes. 

- Når jeg kan mærke, at jeg skal på wc, jamen så skal jeg på wc med det samme. 

En dag hele familien er hjemme, mærker Gitte en pludselig trang til at komme på toilettet.

- Jeg kunne høre, at Silke var på badeværelset, og jeg havde ikke lyst til at afbryde hende. Så jeg gik ud i bryggerset og gemte mig. Jeg kunne ikke gøre andet end at lade det løbe ned ad mine ben. 

Da Gitte hører, at Silke er færdig, lister hun ud på badeværelset og skynder sig i bad. Samtidig kommer Daniel hjem fra gåtur med familiens hund, Manfred. Han banker på døren til badeværelset og spørger, hvorfor hun er i bad. 

- Grædende forklarede jeg ham, hvad der var sket. Han ville jo så gerne hjælpe mig, og spurgte hvor tøjet var henne, men det var meget vigtigt for mig, at han ikke skulle røre ved det. Det var skamfuldt for mig.

- Det er meget ubehageligt at have så lidt kontrol over sin egen krop. Men det er vigtigt at vide, at det er helt naturligt, selvom det føles ydmygende ikke at kunne holde på sin afføring. 

På grund af sådanne oplevelser er det blevet almindeligt for Gitte at scanne et nyt sted for at finde det nærmeste toilet. Når hun er ude at køre, har hun også altid poser, vådservietter og et ekstra par trusser med – på den måde er hun forberedt på, at det kan ske. 

Følelsen af at være til besvær

Gittes veninder og familie har været en stor støtte gennem hele forløbet. De har hjulpet med rengøring, indkøb og de lavede et skema for, hvem der kunne tage med til samtaler og behandling, så hun altid havde en ved sin side. 

Men al den hjælp, som Gitte har fået af sine veninder og familie, har også efterladt hende med en tom følelse. En følelse af at være til besvær. 

- Det har været svært at tage imod hjælp, fordi jeg har følt mig til besvær. Jeg har ikke følt, at jeg har kunne være ordentligt til stede. Og så har det ikke gjort det nemmere, at jeg har været sygemeldt og ikke har kunne bidrage med noget på mit arbejde, fortæller Gitte om de svære følelser, hun også har mærket. 

Hold humøret oppe

Den dag Gitte skal have undersøgt om kræften har spredt sig, møder hun en læge, der kommer til at fortælle hende noget vigtigt. 

Hun ligger på briksen og kan mærke, at tårerne presser sig på. Da hun kommer op og sidde, kigger lægen hende i øjnene:

- Du må huske, at alt det oppe i hovedet kun bliver værre, hvis du sætter dig ned og græder. For det hele, det foregår herinde, siger han, mens han peger på sit hoved.

- Jo mere du rejser dig og prøver at holde humøret oppe, jo nemmere går det for dig, fortsætter lægen. 

Det er et råd, som Gitte har taget med sig igennem hele forløbet, og som hun vil give videre til andre.

 - Det har været altafgørende for mig, at jeg har holdt fast i mit gode humør. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har haft dage, hvor jeg har grædt, for dem har jeg haft masser af.

Hun vil opfordre andre til at tænke i så positive baner som muligt og at snakke om tingene, når man kan komme til det. Gitte oplevede, at jo mere hendes omgivelser blev lukket ind i situationen, jo lettere blev det for hende at være i.