Kontrolforløb for Waldenströms makroglobulinæmi
Når du går til kontrol for Waldenströms makroglobulinæmi, taler du med en læge, bliver undersøgt og får taget blodprøver.
Du går som regel til kontrol hele livet, da Waldenströms makroglobulinæmi er en kronisk sygdom, som ikke kan helbredes.
Hvor ofte og hvor går du til kontrol?
Du går til kontrol 3-12 gange årligt. Hvor ofte, afhænger af dine symptomer.
Kontrollen sker på hæmatologisk afdeling på hospitalet.
Nogle kontrolundersøgelser kan dog ske hos egen læge, hvis sygdommen har været fulgt længe efter behandlingen er afsluttet, eller hvis der ikke har været behandlingsbehov i 3-5 år, og din M-komponent (IgM) ligger stabilt.
Hvad handler kontrolbesøgene om?
Ved kontrolbesøgene taler du med en læge, bliver undersøgt og får taget blodprøver.
Koncentrationen i blodet af IgM og M-komponenten er ofte en god indikator for, om sygdommen er under kontrol.
I nogle tilfælde er det dog andre blodprøver eller symptomer, som er bedre til at følge aktiviteten af sygdommen, f.eks. blodprocenten, voksende lymfeknuder og almene symptomer.
Hvis behandlingen virker godt, kan der gå længere tid mellem kontrolbesøgene.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde supplerende undersøgelser og evt. behandling eller lindring. Det kan også være symptomer, som skyldes gener, der er opstået efter behandlingen.
Behandling af bivirkninger eller gener
Lægen kan søge at behandle og lindre eventuelle bivirkninger eller opståede gener.
Du kan også få justeret din medicin, hvis der er behov for det.
Hvis du har problemer efter afsluttet behandling, kan du få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, og du kan blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Spørgsmål til lægen
Kontrolbesøgene er en god anledning til, at du tager dine spørgsmål, bekymringer og problemer op.
Det er en god idé at skrive dine spørgsmål ned i forvejen, og du kan også tage en pårørende med til samtalen.
Selvom du går til regelmæssig kontrol, er det vigtigt, at du går til sin læge, hvis du bliver bekymret eller opdager nye symptomer.
Vi kan også hjælpe dig
Hver dag hjælper Kræftens Bekæmpelse mennesker med kræft inde på livet. I vores kræftrådgivninger kan du få samtaler med en rådgiver eller deltage i fællesskaber og aktiviteter som yoga, fællesspisning og foredrag. Alle tilbud er gratis.
Find tilbud nær digFå gratis rådgivning og mød andre
Kræftens Bekæmpelse har 12 kræftrådgivninger og 34 lokale rådgivningstilbud over hele Danmark. Her kan patienter og pårørende få gratis rådgivning. Du er meget velkommen til at kigge forbi.
Find rådgivningstilbudGør en forskel for kræftsagen
Som medlem af Kræftens Bekæmpelse er du er med til at sikre banebrydende forskning, forebyggelsesindsatser og støtte til alle, der er berørt af kræft. Vi tilbyder forskellige typer medlemskab, så du kan støtte på den måde, der passer dig.
Bliv medlemVil du være frivillig?
Fantastiske events, politiske indsatser og støtte til mennesker berørt af kræft. Kræftens Bekæmpelses frivillige laver mange slags arbejde, men alle har de det til fælles, at de gør en forskel for kræftsagen.
Bliv frivillig