Kemoterapi ved Waldenströms makroglobulinæmi
Kemoterapi er ofte en del af behandlingen ved Waldenströms makroglobulinæmi. Behandlingen fjerner kun symptomerne, men sygdommen kan ofte bringes helt i ro for en kortere eller længere periode.
Mange behandlinger ved Waldenströms makroglobulinæmi består af kemoterapi med celledræbende stoffer. Stofferne rammer kræftcellerne og skåner til en vis grad de normale celler, men de fleste oplever en eller anden form for bivirkning af kemoterapien.
Antistoffer i kombination med kemoterapi
Behandling med antistoffer er særligt effektiv, når den kombineres med kemoterapi. Der findes flere typer kombinationsbehandling, og lægen vælger den, der passer bedst til din situation.
De mest brugte kombinationsbehandlinger er:
- Rituximab – cyklofosfamid – dexametason (± bortezomib)
- Rituximab – bendamustin
- Rituximab – bortezomib – dexametason (kemofrit regime)
- Rituximab – fludarabin – cyklofosfamid (sjældent brugt pga. bivirkninger)
- Rituximab ± chlorambucil (til svækkede og ofte de ældste)
(± betyder, at stoffet nogle gange er med, andre gange ikke)
Kemoterapi med chlorambucil, cyklofosfamid eller bendamustin
Den mildeste kemoterapi til behandling af Waldenströms makroglobulinæmi er tabletter med lægemidlet chlorambucil. Behandling med chlorambucil kan gøre nytte hos ældre og svækkede personer, som ikke tåler anden behandling, men effekten holder typisk ikke så længe.
Flere former for kemoterapi har god effekt ved Waldenströms sygdom. De stoffer, der ofte anvendes, er cyklofosfamid eller bendamustin.
Cyklofosfamid fås ofte i kombination med antistofbehandling (rituximab) og binyrebarkhormon (dexametason eller prednisolon). Effekten kan ofte øges ved brug af bortezomib.
Hvis sygdomsbyrden er stor, og der er behov for hurtig effekt, er bendamustin sammen med rituximab i mange tilfælde den foretrukne behandling, evt. suppleret med bortezomib i de første serier og undladelse af rituximab ved høj IgM.
Hvad er kemoterapi?
Kemoterapi med fludarabin
Fludarabin bruges kun i mindre omfang, da knoglemarven kan være lang tid om at komme tilbage på normalt niveau igen. Behandlingen er meget effektiv over for sygdommen, men har desværre også mange bivirkninger.
Undgå vægttab, så din krop holder sig stærk
Mange mister appetitten og taber sig under et kræftforløb. Men det er vigtigt for at kunne komme sig, at du forsøger at holde vægten, så du bevarer så meget af din muskelmasse som muligt. Sørg derfor for at spise, så du får nok kalorier og proteiner og prøv at undgå at tabe dig. Det holder dit immunforsvar stærkt. Den mad, der er sund for dig som kræftpatient, er den samme, som er sund for alle andre.
Find gode opskrifter og viden om kost