CT-kolografi
En CT-kolografi er en røntgenundersøgelse af tyktarmen, hvor tyktarmens inderside undersøges for polypper og kræftknuder. Undersøgelsen giver billeder fra indersiden af tarmen, svarende til det, lægen ser ved en kikkertundersøgelse.
Hvad er en CT-scanning?
En CT-scanner danner snitbilleder af kroppen ved hjælp af et røntgenrør, som roterer omkring et leje, der kører igennem scanneren. Med en moderne CT-scanner kan radiografen scanne hele maveregionen på 20 sekunder eller hurtigere og få snitbilleder på 1-2 millimeters tykkelse.
Hvornår anvendes CT-kolografi?
Hvis du har symptomer på tarmkræft i form af ændringer eller blod i afføringen, er første valg en kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi). Imidlertid vil det hos 10-15 pct. ikke være nok med en kikkertundersøgelse. Det skyldes for det meste, at det ikke altid er muligt at nå hele vejen igennem tyktarmen med en kikkertundersøgelse. Det kan f.eks. være, hvis tarmen er for snoet, eller hvis undersøgelsen udløser for mange smerter.
I de tilfælde kan en CT-kolografi bruges som supplerende undersøgelse for at få undersøgt hele tyktarmen.
CT-kolografien kan udføres umiddelbart efter en kikkertundersøgelse (koloskopi). Lægen kan også bruge CT-kolografi som den første undersøgelse, især hvis der tidligere har været forsøgt en kikkertundersøgelse, hvor det var meget vanskeligt eller smertefuldt at gennemføre undersøgelsen.
Hvordan foregår en CT-kolografi?
Før undersøgelsen skal tarmen være tom, og derfor skal du udrenses på samme måde som før en kikkertundersøgelse (koloskopi).
Et døgn før undersøgelsen får du derfor et kraftigt virkende afføringsmiddel, og du må kun få flydende kost. For at undgå væskemangel er det vigtigt at drikke rigeligt med vand, sodavand, bouillon, kaffe eller te.
Inden undersøgelsen får du ofte også et kontraststof, som du skal drikke. Kontraststoffet blander sig med eventuel tilbageværende afføring i tarmen, som så får det til at lyse hvidt på CT-scanningen. Dette gør det muligt for radiologen (lægen) at skelne mellem afføring og polypper eller tumorer. Det sikrer en bedre billedkvalitet og mere præcis undersøgelse, selv hvis udrensningen ikke har været 100 pct. effektiv.
Lige før scanningen fyldes tarmen forsigtigt med CO₂ gennem et lille plastikrør i endetarmen. Det foregår ved hjælp af en pumpe, som samtidig kontrollerer trykket i tarmen. Mens tarmen bliver fyldt med CO₂, bliver du bedt om at vende dig på lejet, så luften kan fordele sig jævnt i tarmen.
Derefter bliver selve CT-scanningen udført, hvor du først ligger på ryggen og bagefter på maven. Under scanningen får du ofte kontrastvæske i en blodåre i armen. Kontrasten gør billederne tydeligere, så radiologen bedre kan se organerne og hjælper også med at skelne mellem polypper og afføring i tarmen. Kontrastvæsken bliver udskilt med urinen.
Selve scanningen tager cirka 1 minut.
Få mere information om en CT-scanning
Meget lille risiko for at reagere på kontraststoffet
Det er almindeligt at opleve en kortvarig følelse af varme eller metallisk smag i munden, mens kontraststoffet bliver sprøjtet ind i blodåren.
Der er en meget lille risiko for, at du reagerer på kontraststoffet. En overfølsomhedsreaktion er langt det hyppigste.
Nogle føler ubehag ved undersøgelsen
Udrensningen kan føles ubehagelig på grund af mange toiletbesøg. Udspilingen af tarmen med CO₂ kan også føles ubehagelig for nogle, fordi maven kan føles spændt og oppustet. Det er helt normalt og forsvinder igen, når scanningen er færdig.
I nogle tilfælde gør det ondt, hvis tarmen trækker sig sammen, når den fyldes med CO₂. Dette kan afhjælpes med en indsprøjtning med medicin, som får tarmen til at slappe af.
Hvad viser en CT-kolografi?
En CT-kolografi kan påvise polypper eller kræft i tarmen.
Hvis CT-kolografien viser en polyp på 1 cm eller mere, får du den fjernet ved en kikkertundersøgelse. Ved mindre polypper, vil du som regel blive tilbudt en kontrolundersøgelse efter et par år for at se, om polypperne har ændret sig.
Hvis CT-kolografien viser, at du har tarmkræft, vil du blive tilbudt en operation, hvor du får fjernet det pågældende stykke tarm.