Knæk Cancer - muligheder for forskningsstøtte
Her kan du se de fokusområder, som der kan søges forskningsstøtte til. Der kan være opslag, der vedrører både dette og tidligere års Knæk Cancer-indsamlinger.
Hvert år i uge 43 samler Kræftens Bekæmpelse og TV2 ind til Knæk Cancer.
Pengene, der samles ind, går til forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter.
Hvert år er der en række forskellige strategiske fokusområder, der kan søges forskningsstøtte til. Det er Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse, der beslutter de områder, der skal have særligt fokus ved årets Knæk Cancer.
Her kan du se de fokusområder, der er slået op og læse mere om, hvordan du søger penge fra Knæk Cancer til dit projekt.
Knæk Cancer 2023
Prevention Lab uddeling 2026
Prevention Lab er et initiativ, der er støttet af Knæk Cancer i 2023 med samlet set DKK 25 mio. Initiativet er forankret i Kræftens Bekæmpelses Afdeling for Forebyggelse og Oplysning (FOR), og skal over perioden 2024-2027 støtte nytænkende og praksisnære forskningsprojekter og eksperimenter, der har potentiale til at skubbe borgere og patienters sundhedsadfærd og -vilkår i en positiv retning. Målet er i sidste ende at finde nye metoder og strategier til at forebygge kræft og forbedre kræftpatienters sundhed i Danmark.
Dette sker ved at støtte:
Nye og innovative metoder og tilgange til forebyggelse og sundhedsfremme.
Innovation forstås her som nye eller væsentligt forbedrede varer, tjenester, processer, organisations- og ledelsesformer eller koncepter, der tages i brug for at opnå værdiskabelse og samfundsnytte1. Ved forebyggelse forstås tiltag, der kan skabe grundlag for forebyggelse af kræft, eller tiltag der tidligt kan identificere risiko for kræft. Ved sundhedsfremme forstås tiltag, der kan fremme befolkningens, herunder kræftpatienters sundhedsadfærd og -vilkår.
Projekter med potentiel impact på befolkningens sundhed
Projektet skal potentielt kunne skabe en positiv sundhedsmæssig forskel for større befolkningsgrupper i Danmark. Det vil være en fordel hvis projektet kan sandsynliggøre en gevinst ift. at reducere ulighed i sundhed.
Praksisnære forskningsprojekter
Projektet skal have både et praksis- og et forskningselement. En dansk praksisaktør (fx kommune, almen praksis, hospitalsafdeling, patientorganisation, virksomhed) skal deltage i projektet, enten som ansøger eller medansøger. Projektet skal være forskningsbaseret, det vil sige, at en forsker fra en anerkendt forskningsinstitution skal deltage, enten som ansøger eller medansøger. Både forskere med kortere og længere anciennitet opfordres til at søge, så længe man har forskningserfaring. Resultaterne fra projektet skal sigte mod publikation i et peer-reviewed tidsskrift.
Uddelingen af midler fra Prevention Lab sker i fri konkurrence ved hjælp af årlige, åbne opslag.
Ansøgningerne skal ligge inden for Kræftens Bekæmpelses forebyggelsespolitik.
Ansøgningsfrist: tirsdag den 29. september 2026 kl. 15.00.
Vær opmærksom på, at du kun må have én aktiv projektbevilling ad gangen fra Knæk Cancer – det vil sige, at hvis du allerede har en bevilling, må du først søge igen, i det sidste bevillingsår
Der kan ikke genansøges om midler til det samme projekt inden for det samme år, uanset hvilken pulje og ansøger
læs opslag og vejledning for uddeling af midler her
Knæk Cancer fokusområder 2027
Det er ikke længere muligt at søge støtte fra Knæk Cancer 2026, da alle ansøgningsrunder er afsluttet.
Fokusområderne for Knæk Cancer 2027 er i øjeblikket under udarbejdelse. De vil blive offentliggjort her på siden, så snart de er klar.
Vær opmærksom på følgende inden du søger:
Du må kun have én aktiv projektbevilling ad gangen fra Knæk Cancer – det vil sige, at hvis du allerede har en bevilling, må du først søge igen, i det sidste bevillingsår
Der kan ikke genansøges om midler til det samme projekt eller stipendie inden for det samme år, uanset hvilken pulje og ansøger
Vigtigt at du læser 'Støttemuligheder og ansøgningsvejledningen' og især de generelle bestemmelser
Hvis du vil søge støtte
Du finder en række relevante dokumenter under vejledninger, betingelser og skemaer. Det er også her, du kan læse om krav og retningslinjer for ansøgningen. Du kan læse mere her:
Vejledninger, betingelser og skemaer
Faglig vejledning
Er det første gang du søger støtte, anbefaler vi, at du søger faglig vejledning hos erfarne kolleger.
Har du spørgsmål
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktoplysninger her:
Kontakt Bevilling og Opfølgning