Nye kræfttilfælde og kræftdødsfald i 2045
I forskellige sammenhænge kan der være behov for at estimere antallet af nye kræfttilfælde. Det betyder, at der laves en fremskrivning på, hvordan antallet af nye kræfttilfælde forventes at se ud i fremtiden.
Fremskrivninger kan bruges til hospitalsplanlægning
Fremskrivninger er nyttige, for eksempel når der skal planlægges, hvor mange ansatte hospitalerne skal have, og hvor stor kapacitet hospitalet skal have for at kunne udrede og behandle kræftpatienter fremadrettet. Det er meget relevant, når det skal vurderes, om der er kapacitet nok i Sundhedsvæsnet til at overholde tidsfrister i kræftpakkerne og til at yde optimal kræftbehandling i de kommende årtier.
Fremskrivningsmodel
I kræftstatistikdatabasen NORDCAN, kan man fremskrive antal kræfttilfælde og kræftdødsfald frem til 2025. De Internationale statistikbureauer har leveret data for den forventede udvikling af befolkningerne og data for udviklingen i kræftforekomesten og dødeligheden er indhentet fra de nordiske registre.
Til fremskrivningen bruges en model (NORDPRED), som baserer sig på udviklingen i risiko for køn, alder, tid og personer, der er født det samme år. Modellen tager højde for udviklingen i risiko for de sidste 15-30 år.
Fremskrivning for enkelte sygdomme og for alle samlet
Idet kræft rummer mange forskellige former er der udarbejdet en fremskrivning for hver enkelt kræftform separat for henholdsvis mænd og kvinder. Den samlede fremskrivning for alle kræftformer fås ved at lægge fremskrivningerne for de enkelte kræftsygdomme sammen.
Markante ændringer i udviklingen skal medtænkes
Det er vigtigt i fremskrivninger at tage højde for ændringer i udviklingen for den enkelte kræftsygdom de seneste år: ændringer som er markant anderledes end tidligere år.
For kræftformer med generelle ændringer i diagnosetidspunktet, f.eks. ved start af screeningsprogammer, oplysningskampagner eller formodet øget diagnostik, kan anvendelsen af NORDPRED modellen være misvisende, hvorfor det anbefales at anvende en fremskriving baseret på konstante rater. Dette er aktuelt for brystkræft, modermærkekræft, anden (ikke-modermærke) hudkræft, kræft i tyk- og endetarm samt skjoldbruskkirtelkræft.
For fremskrivning af kræftdødelighed er der ikke de samme overvejelser.
Forventet antal nye kræfttilfælde i 2045
Fremskrivningen tyder på, at det årlige antal nye kræfttilfælde stiger fra 46.631 i 2022 til 57.101 i 2045. Det er en stigning på 22,5 pct. Hovedparten af den forventede stigning kan tilskrives, at vi bliver flere mennesker i Danmark, og at den danske befolkning i gennemsnit bliver ældre over tid, men da udviklingen i risiko varierer mellem de enkelte kræftformer, vil sammensætningen af kræftformer ændres.
Forventet antal kræftdødsfald i 2045
Fremskrivning for antal kræftdødsfald angiver, at antallet stiger marginalt fra 16.040 årlige dødsfald i 2022 til 16.156 i 2040. Det er kun en stigning på 0,7 pct. Det er en markant lavere stigning end befolkningsprognosen angiver og dermed også en indikator på at den enkeltes risiko for kræftdødelighed er faldende
Læs mere
Find en mere detaljeret beskrivelse af metoden bag fremskrivningen samt fremskrivninger for de enkelte kræftformer her:
Fremskrivning af antal kræfttilfælde og kræftdødsfald i Norden